Spækhuggere, sild og pukkelhvaler

Fjordens største delfin

En spækhugger er en delfin, faktisk den største i familien, selv om mange er vokset op med at tænke på den som en hval (på engelsk kaldes den også killer whale). Den sorte ryg og den hvide plet bag øjet træder tydeligt frem, selv i det flade blå lys en nordlig vinterdag.

Voksne hanner har en lige rygfinne, der kan blive omkring 1,8 m høj, så du kan få øje på den langt ude over vandet. Hunner og unge dyr har en kortere, krummet finne. Når guiden råber, at der er en han, så kig først efter den opretstående sorte klinge og bagefter efter resten af dyret.

De spækhuggere, du møder på en tur fra Tromsø, kommer ikke tilfældigt forbi. De rejser i familiegrupper, så du ser som regel flere finner i forskellige højder dukke op tæt på hinanden, og de kommer nordpå efter føde. I Nordnorge om vinteren er den føde sild.

Derfor følger de silden

Den norske vårgydende sild overvintrer tæt pakket i enorme stimer i beskyttede nordlige fjorde, og hvalerne følger efter den ind. De seneste vintre har stimerne samlet sig i fjordene omkring Skjervøy, nordøst for Tromsø, og derfor sejler alle bådene på denne side et langt stykke nordpå.

Silden har ingen fast adresse. Tidligere vintre lå den meget tættere på Tromsø, og den kan flytte igen. Vores guide om hvorfor bådene sejler til Skjervøy beskriver ruten, og de bedste uger at tage af sted følger den samme fisk.

Karruselfangst, spækhuggernes metode

I Norge jager spækhuggerflokkene ofte sild som et hold. En flok kredser om en stime og driver fiskene sammen i en tæt kugle nær overfladen, hvorefter de enkelte spækhuggere slår til kanten af kuglen med halen for at bedøve fiskene og snupper dem én ad gangen.

Forskerne kalder det karruselfangst (carousel feeding). Fra en båd kan det ligne et virvar, med finner der drejer rundt i en ring og hvide sprøjt af vand, mens mågerne dykker ned efter resterne.

Du får ikke altid selve jagten at se. Meget af den foregår under overfladen, og på mange ture er spækhuggerne på vej et sted hen eller hviler mellem måltiderne.

Hverken spækhuggere eller pukkelhvaler er nogensinde garanteret, og vejret kan også gøre dagen kortere. Hvis havet eller hvalerne svigter, forklarer hvad der sker, når du ikke ser spækhuggere, tilbuddene om en ny tur og det med småt.

Pukkelhvaler ved de samme stimer

Fra omkring november æder pukkelhvaler af den samme sild som spækhuggerne, men på deres egen måde. En pukkelhval kaster sig op gennem en stime med vidt åben mund, tager en kæmpe mundfuld vand og fisk og lader vandet løbe ud gennem barderne.

Havfuglene samles, hvor silden presses op mod overfladen, så en sky af måger i horisonten er tit det første tegn, guiden kigger efter. Pukkelhvaler er heller ikke lovet, men i en god uge kan der være flere af dem end af spækhuggerne.

En gang imellem dukker en lang, hurtig finhval op, og den viser ikke meget mere end et højt pust og en slank grå ryg. Havørne lever langs denne kyst hele året, og på den lange tur nordpå kan du få øje på en, der sidder på en klippe eller kredser over vandet.

Det ser og hører du fra dækket

Det meste af tiden er en spækhugger en finne og et pust. Sorte trekanter ruller op og glider ned igen, en kort sky af sprøjt hænger i den kolde luft, og så forsvinder flokken i et minut eller to, før den dukker op et andet sted.

Et slag med halen ses som et hvidt sprøjt på vandet. En sjælden gang springer en spækhugger eller en pukkelhval, så det meste af kroppen kommer fri af vandet, før den braser ned igen, men se det som en bonus og ikke som en del af planen.

Lyt også efter. En stille dag bærer pustene langt, et skarpt udåndingspust fra en spækhugger og et dybere, længere sus fra en pukkelhval, og du hører dem bedst, når båden sænker farten helt ned nær hvalerne.

Lyset er kort i mørketiden, så billederne bliver gerne gråblå og kornede, og dine egne øjne slår ofte kameraet. Du kommer til at stå stille ved rælingen i lange perioder, så læs hvad du skal have på på hvalsafari, før du pakker.

Hvor tæt bådene kommer

Regn med afstand, ikke berøring. Nær hvalerne sænker bådene farten eller slukker motoren og holder afstand, og så er det dyrene, der bestemmer, hvor tæt de kommer. Brim Explorers både skifter til en stille elmotor omkring hvalerne, hvilket mindsker motorstøjen i vandet.

Rødne Fjord Cruise henviser til sin Eco-Lighthouse-certificering og til retningslinjerne for hvalsafari fra AECO og Visit Tromsø. Ingen af beskrivelserne lover et tæt møde, og det gør vi heller ikke.

Nogle gange dukker en spækhugger alligevel op lige ved skroget. På en RIB (en hurtig gummibåd med fast bund) sidder du næsten i vandhøjde, så selv en finne et stykke væk føles tæt på, til gengæld for kolde sprøjt og en dag på 12 timer. Vores guide til bådtyperne stiller formerne side om side.

Kig, ikke svøm

I Norge må man ikke svømme med spækhuggere fra disse ture, og ingen af de seks ture, vi sammenligner, sender nogen i vandet.

Du kigger fra båden, godt pakket ind, mens en guide forklarer, hvad flokken laver. Det passer dyrene godt, og i så koldt vand passer det også dig.

Valg af båd, hvis du vil se adfærden

Hvis det betyder mere for dig at se, hvordan hvalerne æder, end hvad turen koster, så sammenlign, hvor lang tid hver tur bruger i hvalområdet. Polar Adventures sigter efter omkring 2–2,5 timer der. Rødnes katamaran, fra ~201 €, regner med omkring 2,5 timer, mens Brim Explorer, fra ~200 €, giver omkring 1–1,5 timer efter en overfart på 3–3,5 timer.

Busturene til Skjervøy giver omkring 3 timer på vandet, og Skua Natures opvarmede båd, fra ~315 €, har en naturguide med til en gruppe på højst 12.

Gruppens størrelse præger også oplevelsen, for halvtreds mennesker deler lettere en ræling end hundrede. Vores guide til spækhuggerture i små grupper vejer det op mod de længere dage og højere priser på de mindre både.